Mode og miljø

Tidløs mode

Vi kender det alle. Et brand eller en trend, der virker udødelig. Tøj, sko og accessories der virker fuldstændig udødelige. Trends som vores forældre, måske endda vores bedsteforældre, kender fra deres unge dage, og som aldrig har forladt modescenen. De kendte mærker, der trods minimale designændringer udgør en uundværlig del af vores garderobe. Spørgsmålet er bare, hvordan disse klassikere formår at forblive trendy efter så mange år på markedet?

Måske er vejen til succes at fremkalde nostalgi hos sine købere. Måske er det bare et spørgsmål om at designe noget, der altid passer ind i ethvert outfit. Uanset hvad, vækker de tidløse trends minder hos de fleste mennesker.

Eksempelvis de simple, men klassiske, Converse All Star-sko. De sko næsten alle teenagere på et eller andet tidspunkt har stukket fødderne i, og hvis ikke, så kender de i hvert fald én der har. Converse-skoen har bare altid har været der, og der er umiddelbart ikke noget der tyder på, at den forsvinder foreløbigt. De populære All Star-sko er selvsagt ikke det eneste vi har set fra Converse-brandet, men det er med dem, det hele startede.

Det nu Nike-ejede brand Converse blev stiftet af den 47-årige mand, Marquis Mills Converse, i den amerikanske stat Massachusetts i 1908. Allerede to år senere havde virksomheden haft så meget fremgang, at de producerede gummisko på daglig basis, men det var ikke før 1915 at brandet kom ind på markedet for sportssko. Ja, de klassiske Converse-sko, der officielt går under navnet Chuck Taylor All-Stars som vi alle kender er faktisk udviklet som sportssko. Mere præcist basketball sko, eller “court shoes”, som den oprindelige term lyder. Da anden verdenskrig brød ud, slog Converse om, og al produktion overgik til sportssko, som blev leveret til det amerikanske militær. Så når en amerikansk soldat løbetrænede i 1940’erne, var det i sko fuldstændig magen til dem en dansk teenager i dag trækker i til hverdag. Måske er det netop derfor, at disse sko er blevet så dybt integreret i moden. Eller måske gjorde Converse-skoen sit indtog i streetwear, da virksomheden begyndte at markedsføre sine All Star-modeller som slidstærke skateboardsko.

I dag er All Star-skoen bedst kendt i bybilledet som en populær sneaker. Selve brandet Converse kan de fleste også associere med t-shirts, hoodies og anden beklædning, men der er ingen tvivl om, at det er de populære gummisko, der har gjort brandet til en tidløs trend, der har domineret markedet over årtier. Selvom der “blot” er tale om et par sko, er der ingen tvivl om at disse udgør en ikonisk del af moden og udviklingen indenfor moderne fodtøj.

Det korte af det lange er, at det kan være svært at sætte finger på præcis hvorfor nogle trends gang på gang slår igennem i modebilledet, men én ting er sikkert, nogle trends er bare kommet for at blive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *