Dansk tøj

Kan vi producere tøj i Danmark i dag?

Lifestyle & Design Cluster hedder et netværk, som fokuserer på innovation og produktion af tøj i Danmark. Centret er et fælles videnscenter, som beskæftiger sig med en lang række ting inden for moderne livsførelse og livsstil – herunder tøj og beklædning.

En af de aktiviteter, som har fundet ly under designclusterets vinger, er Sylab i Ikast. Sylab skal beskæftige sig med, om man kan udvikle teknologier og systemer, så det igen bliver muligt at fremstille tekstiler i Danmark. Som tingene står i dag, er virkeligheden jo, at tøjet bliver designet her i landet, men produceret i udlandet – i Ægypten, Bangladesh eller hvor produktionen nu engang af økonomiske grunde måtte være blevet henlagt til.

Det er noget af en opgave, som Sylab og Lifestyle & Design Cluster dermed har påtaget sig. Det begyndte nemlig at gå nedad for den danske fabrikation af tøj allerede i 1960’erne, og de sidste større fabrikker lukkede i 1990’erne. Og i dag kan man ikke fremstille tøj industrielt inden for Danmarks grænser, hedder det i branchen.

Andre værdier end den rene økonomi

Skal det lykkes at få skabt en fornyet dansk industriproduktion af beklædning og tekstiler, skal der andre boller på suppen end ren økonomi, mener forskere inden for tøj og design. I stedet for at fokusere på, om vi kan konkurrere med Kina og andre asiatiske lande, mener forskerne, at vi skal prøve at få lagt andre værdier ned i nogle af de brands, som vi vælger at producere herhjemme. Det kan være den værdi, at noget er produceret herhjemme, hvor der formentlig er strengere miljøregler end i de asiatiske lande. Der kan også være tale om, at vi herhjemme har strengere regler inden for arbejdsmiljø og medarbejderpleje, som gør, at tøjet så at sige får en større værdi for forbrugerne – vælger man at købe dansk produceret tøj, får man så også en følelse af at have støttet op omkring nogle gode værdier og holdninger.

Der er i dag nogle virksomheder, der udelukkende fremstiller tøj i Danmark. Det er især strikkerier, der tilbyder sig. Men det er dyrere at få strikket her end i udlandet, så hvis du som kunde vælger at købe en rent dansk produceret sweater, må du være villig til at betale noget ekstra – men har så også en god følelse af at have støttet lokal produktion, når du bærer tøjet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *