Tøj – et industrieventyr

Fremstillingen af det tøj, som blev brugt til gangtøj, duge og sengetøj, var i århundreder noget, som foregik hjemme på gårdene. Når vinterens mørke faldt på, fremstillede hele husstanden tekstiler, som så blev brugt i husstanden – eller måske i meget begrænset omfang solgt.

I Jylland gik hosekræmmere fra gård til gård og falbød deres uldvarer, og måske kan nogle stadig huske forfatteren Steen Steensen Blichers fortællinger om hosekræmmerne, som fortæller deres sørgelige og inderlige historier, mens rokken og væven går i de dunkle, lavloftede stuer,

Et barn af industrialiseringen

Tøjproduktionen blev imidlertid et kendetegn for den industrialisering, som fandt sted i hele Europa i det 19. århundrede. Med udspring i England blev der oprettet dampdrevne tekstilfabrikker i de forskellige lande. I Danmark er det nok den gamle klædefabrik i Brede, der er mest kendt, men der var dampdrevne uldspinderier og væverier mange steder i landet. Klædefremstilling og produktion af tøj blev noget af det, der hurtigst blev industrialiseret – og klædefabrikkerne udviklede sig til barske arbejdspladser for både voksne og børn. Dickens’ romaner og noveller fra det gamle, industrialiserede England er gode billeder på, hvordan det foregik.

I Brede startede der en klædeproduktion i 1832. Dengang flyttede fabrikken fra den inderste af København ud til Brede, som med Mølleåen flydende igennem kunne byde på vandkraft, der kunne bruges som drivmiddel i fabrikationen. Vandkraften var dog hurtigt for lidt til at holde den voksende produktion kørende, og så kom der dampmaskiner til, og det industrielle Brede var født.

Svært at klare sig i konkurrencen

De danske fabrikker, også den i Brede, havde vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen – den reduktion af tøjdustrien, som vi oplevede i 1970’erne og 1980’erne, da produktionen flyttede fra Midtjylland til Polen og andre østlande, var slet ikke et ukendt fænomen tidligere. Dengang kom konkurrencen bare især fra England og Tyskland. Her var hjemmemarkederne meget større, og fabrikkerne kunne masseproducere i et omfang, som de mindre danske fabrikker slet ikke kunne måle sig med. Så de begyndte at lukke eller slå sig sammen. En af de sidste danske tekstilfabrikker var Nordisk Kamgarnspinderi i Sønderborg, som lukkede i 1977. Mange kan stadig huske den høje skorsten med garnnøglet i neon, som kunne ses vidt omkring.

Mellem 1. og 2. verdenskrig nød den danske tekstilindustri gode kår – der var begrænsninger på importen og mangel på udenlandske råvarer. Måske husker du Mads Skjerns fabrikker i Matador – han greb mulighederne og etablerede dansk tøjproduktion, mens afsætningsmulighederne var til stede.