Mode og miljø

Miljørigtig tøjproduktion

De sidste tre år har forskellige aktører fra de skandinaviske lande arbejdet på at skabe projekter, der skal fremme bæredygtig tøjproduktion, som fokuserer på fremstilling af tøj i forskellige regioner verden over. Det er blevet til seks forskellige projekter, som alle understøttes af midler og mandskab fra Miljøstyrelsen.

Et af de seks projekter er en guide, der under navnet “Safer Textiles” giver en masse vejledning og gode råd til, hvordan små og mellemstore tekstilvirksomheder kan forbedre deres samarbejde med deres leverandører. Disse ligger ofte i u-lande, hvor miljøregler og bæredygtighed taber kampen til fordel for gevinst og billig produktion. Hvordan man takler de problemstillinger, kan man blive klog på ved hjælp af guiden.

Undervisning i bæredygtighed

Et andet af de seks projekter fokuserer på de unge i tøjindustrien – nemlig dem, der er under uddannelse inden for mode og tekstil, hvad enten det er på designskoler eller erhvervsskoler. Projektet fokuserer på undervisning i bæredygtig tekstilproduktion.

Et tredje projekt ser på bæredygtighed med andre øjne – nemlig ud fra vinklen om, hvordan man kan genanvende tekstiler og skabe nyt tøj. Det handler både om genanvendelse og såkaldt upcycling, hvor der skabes nye produkter af gammelt tøj.

Handleplan for bæredygtig produktion af tekstiler

De seks projekter er en del af et samlet initiativ, som de skandinavniske lande indledte i 2015 – den såkaldte nordiske handleplan for bæredygtig mode og tekstil. Initiativet har taget sit udspring i Danmark, men er et projekt under Nordisk Ministerråd.

Der er fire fokusområder under initiativet, nemlig design, forbrug, produktion og genbrug/genanvendelse. Det betyder meget, om vi kan få etableret en mere bæredygtig tekstilproduktion. I Norden bruger vi nemlig fra 13 til 16 kg tøj om året, så der går meget til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *